[1890, cirka 26. januar] Søndag . Kristiania, dvs. Oslo


Fra Herman Bang til Anna Feilberg

Kristiania Victoria-Hotel. Søndag.

Kære Fru Feilberg.

Sandsynligvis har De følt nogen Bekymring for mig ‒ ved min Rejsen og Kommen og Rejsen. Ja ‒ jeg har været meget syg. Saa syg som egentlig kun en eneste Gang i mit Liv. Og der har været adskillige Dage, hvor et Sindssygeasyl har syntes mig det bedste for mig. Men mine Modstandere vilde hovere for stærkt derved. Saa rejste jeg midt i det herop.

Naar jeg tænker tilbage paa de siste Uger, siden mine »Digte« udkom[1], staar mit Hjerte stille. Nu vil jeg blive her og skrive, til jeg kan naa ud paa den store Rejse til Japan eller Buenos Ayres. Maaske kan den give mig enten Sundheden eller Døden. At sidde her paa Hotel uden Penge og Dag for Dag sé en Hotelregning slaa sammen over sit Hoved ‒ det er kun af de smaa Lidelser, der kan bæres. Og muligt dog, at jeg faar Kræfter til at skrive saameget sammen, at jeg kan flytte hen i en Pension. Foreløbig har jeg da Penge til Frimærker. At man ikke kan give mig en Smule Statsunderstøttelse ‒ ikke fordi jeg fortjener den, men fordi de andre har den, alle de, som fortjener den ligesaa lidt.

Naa ‒ det var ikke det.

Hils Fru Skram[2] saa meget, meget. Naar udkommer hendes Bog?[3] Gid den maa være rigtig, jeg mener særdeles god. Aa ‒ der skrives en saadan frygtelig Masse Bøger, og det store Glemsels Hav sluger saamange. Det er som den ene af de altfor mange Bøger rev den anden med sig ned i Dybet. »Kong Midas«[4] har jeg læst. Ja, det er dygtigt, talentfuldt, fuldt af Virkning ‒ ‒ men det synes mig ikke ret nobelt, det Hele. Dog vil Manden tjene Penge, hvad man næppe nogentid gør paa den noble Kunst[5]. Jeg skal nu i Lag med min nye Bogs sidste Novelle[6]. Den bliver antagelig ikke just munter trods sine mange humoristiske Personer. Livet er jo meget latterligt, desværre saa latterligt, at tænkende Personer maa græde ved det.

Lev vel, kære Feilbergs[7]. Og skriv mig snart et Brev. Breve fra Venner er jo alt det Fædreland, som jeg ejer. Adieu.

Deres Ven

Herman Bang