[1890. maj. ]. Frederikshald, Norge


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Frederikshald – paa Gennemrejse.

Kære Nansen.

Jeg nægter jo ikke, at dine hastige Ord virkede paa mig som et stærkt Slag. Selv det Ventede kan virke saaledes. Jeg har vel i Stilhed gættet, hvad du forinden led – men kunde jo ikke tale der, hvor du taug. Min Ven, jeg tilstaar, at det for hende[1] gør mig uendelig, saa trøstløst ondt. Ti jeg frygter Fremtiden, den lange Fremtid.

Dette kummerlige Liv.

Og saa har det været nærved, at vi to ikke mer havde sét hinanden. Jeg er saa træt, saa ganske træt. Saa havde jeg forleden sammensparet elve Opiumskapsler – 5 slaar ihjel – og tog dem. Det er ikke svært at dø – det véd jeg nu. Ved et Mirakel fik man mig imidlertid vækket og Lægen udspredte, at jeg havde haft en Hjernerystelse. Jeg vil dog aldrig dø af "Ælde", dertil vil jeg ikke have Taalmodighed nok.

Ellers véd jeg intet nyt. Maaske rejser jeg til Nordkap [2]. Lægerne tilraader mig det.

Hele Dagen har jeg kun kunnet tænke paa dette med dig og din Kone[3]. Og jeg har meget ønsket – jeg, som paa de sidste Maaneder yderlig sjældent giver mig af med at ønske – at jeg kunde være en Dag hos dig. Maaske kunde vi dog da tale en Time sammen.

Adieu, kære Nansen. Altid forbliver jeg din

hengivne

Herman Bang.