[1890, maj eller juni] . Fredrikshald


Fra Herman Bang til Peder Jørgensen

Fredrikshald.

Kære Ven.

Jeg skriver til Dem i den frygteligste Situation, i hvilken jeg har været i hele mit Liv. Efter maanedlange Lidelser tog jeg ‒ endelig, træt ‒ forleden Aften tolv Morfinpulvere. Ved et Under fik næste Dag en Læge mig vækket. Det kaldtes en Hjernerystelse ‒ og jeg slæbtes til denne By[1].

Men her sidder jeg nu ‒ syg og hjælpeløs.

Jeg har kun én Tanke: den at komme ned til Dem[2] i Fred. Bo paa det lille Værelse og betale for mig, indtil jeg til Høsten har faaet skrevet saameget, at jeg kan komme til Paris.

Men jeg kan ikke komme herfra. Fra Hotellet bliver jeg vel snart smidt ud. Og de lange Maaneder, hvor jeg ikke har kunnet arbejde, har udtømt alle Hjælpekilder.

Nu spørger jeg Dem: Kan De ikke skaffe de 200 Kr. som er nødvendige. Paa en Veksel, hvad véd jeg. Jeg kunde jo saa let skrive dem sammen igen, naar jeg sad nede hos Dem ‒ billigt og i Ro.

Dette er et Forsøg paa at leve. Men svar mig hastig. Ti min Livslede er saa stor, at hver Dag er mig en Kval.

Jeg skriver alt, som det er. Ti her nytter det ikke at fordølge noget. Jeg véd, at Brevet vil gøre Dem meget ængstelig. Men jeg kan ikke gøre derfor. Naar jeg blot kunde komme ned til Dem.

Tal til ingen om dette uden til Deres Kone[3].

Svar mig ét Ord telegrafisk.

H. B.