[1890, juni] . Kristiania, dvs. Oslo


Fra Herman Bang til Anna Feilberg

Kristiania.

Kære Fru Fejlberg.

De har spurgt Fru Holter[1]: om jeg sad paa »Victoria«[2] endnu. Desværre ‒ ja. Og Herren véd vel ene, naar jeg kommer herfra. De Dage, hvor jeg kan det, skriver jeg fra Morgen til den sene Aften ‒ men allevegne sluger Forskud Halvdelen, og den Halvdel, jeg skal have, maa jeg tigge mig til. Saa sidder jeg paa Victoria ↄ: jeg slider Fløjel af Armod. Lider Dag for Dag den samme Angst og taber den kostbare Tid i Bekymringer og Aviskram, som ikke betaler sig. Gud forbarme sig.

Naar jeg en Gang imellem er saa vidt istand til at sé glad ud, gaar jeg ned til Holters. De skal ret[A] have Tak, fordi de har ført mig sammen med disse udmærkede Mennesker.

Af Nyt véd jeg intet.

Med min Novelle gaar det smaat frem. Skram var særdeles behagelig i »Tilskueren«[3]. Hvor den Mand dog svinger ‒ lig en Vejrhane for sine Stemninger. Det er dog i al Beskedenhed min Mening, at »Tine«[4] (idetmindste ved sin Fortællemaade) vil spille fuldt saa stor Rolle for dansk Literatur som Dinesens »Jagtbreve«[5].

Men Skram er uberegnelig.

Hils ham og Fru Skram[6] mange Gange.

Her aabnes Tivoli og opføres originale Udstyrsstykker. Hen over mit Hoved gaar det som de tomme Lyd. Jeg bare skriver om det ‒ lever ikke med i det.

Adieu, Fru Feilberg. Hils Deres Mand[7] mange Gange. Jeg holder saameget af Dem begge.

Deres Ven

Herman Bang.

A. ret] Bang har rettet det første bogstav, vist fra et: B.