[1894. november], Lørdag. Sandviken, Norge


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Sandviken. Lørdag.

Kære Nansen.

Der kommer om nogle Dage en fin Franskmand til dig.

Jeg skal sige dig hvorfor. Øjeblikket er vel nu kommet for dig og dine Bøger til at gaa over den franske Grænse. Og her kan denne Mand gøre mere end de allerfleste. Han er Revue-Ejer af Liebhaveri ("Revue Blanche"[1], som er blevet meget fin) og paa Grund af hans mange Penge, Position og Elskværdighed er hans Hus et helt Centrum for Berømtheder. Jeg har fortalt ham om dig, dit Talent og din[A] Sukces.

Ser du, han kan føre dig lige ind i Paris.

Han hedder Mr. Thadée Nathanson[2] og har boet her i Sommer med sin skønne og højst elegante Frue[3].

Han vil gerne holde en Conférence i København. Gør for ham, hvad du kan. Har man gjort noget for en Pariser, gør han altid rig Gengæld og mer end det.

Hils Frk: Müller[4]. Jeg haaber, hun husker Konditoren paa Boulevard des Italiens, hvor hun og Frk. Hørup[5] efter en Frokost nød for 7 frcs. 50 Cs. Kager.

Din hengivne

H.B.

vend om.

Da jeg skal lukke Brevet, tænker jeg paa, at jeg kunde bede dig optage disse Par Linjer[6]. Jeg har virkelig ikke tænkt paa det før. Men du kunde gøre mig en stor Tjeneste derved.

H.B.

A. din] rettet fra: han.