[1896. 17. september. ] Torsdag. Skørping, syd for Aalborg


Fra Herman Bang til Betty Nansen

Skørping Torsdag.

Kæreste Ven.

Hjertelig Tak for Telegrammet og Lykønskninger, der er gladere endnu[1]. Hvor dejligt. Og hvor jeg glæder mig til at læse det i Aviserne. Naar jeg tænker paa, hvad De sagtens[2] har udstaaet – og Peter[3], der er saa angst uden at ville sige det. Og at det saa er lykkedes ..... Aa, jeg véd fra tre, fire Gange i mit Liv, hvad det vil sige, at hvidske, med sammenbidte Tænder: Det lykkedes. Det er i et saadant Øjeblik, et Menneske skulde males. Ti da er man ikke "lykkelig" men ligesom, et eneste Sekund, større end sig selv.

Men, Barn, De har jo blandt alle Gaver ogsaa den, at alt lykkes Dem. Maa det dog altid gøre det.

Ja – jeg har ikke mer at skrive. Men jeg kysser Kunstnerinden (som sædvanlig paa Haaret)

Herman.