[1899, 10. juni] Lørdag . [Helsingør?]


Fra Herman Bang til Aage Hirschsprung

Lørdag.

Hvis jeg skulde skrive dette Brev udførligt, vilde det blive en Bog. Nu kan det kun blive et Blad ‒ det sørgeligste Blad af mit sørgelige Livs Historie. Og det skrives kun for Dem. De skrev en Gang til mig: Men hvorhen gaar dog denne ustansede Strøm af Penge?

Jeg svarede Dem med en Løgn.

Nu, hvor alt er forbi, vil jeg sige Dem Sandheden: Pengene gik til Boesen[1].

De vil begynde med at vredes paa ham og ikke paa mig. Men heri vil De have Uret. Det er paa mig det tunge og frygtelige Ansvar hviler.

Han var kun atten Aar, da han kom til mig. Jeg tog hele hans Vilje, hele hans Aand ‒ hans alt. Mennesker, som ikke kender Forhold som[A] dette, væmmes. Jeg véd det. Alligevel er faa Levende blevet fuldkomnere elsket[B] end jeg af ham ‒ ingen er blevet elsket noblere. Den sidste Halvdel af »Ludvigsbakke«[2] skyldes den Tid. Men han var ung og jeg gammel. For et Aar siden sluktes hans Følelser ‒ jeg vidste det og han sagde mig det, oprigtig som han helt er. Fra den Tid har jeg levet som en gal. Jeg vilde ikke købe en tabt Kærlighed. Men jeg vilde vise ham, at han nu, hvor han intet gav mig af sig selv, kun var mig dobbelt kær. Og jeg omskabte hele hans Tilværelse. Jeg gav ham Vaner, som var udenfor hans, en Eksistens, som han aldrig burde have kendt. Jeg plyndrede Penge sammen ‒ indtil det nu brast, som det maatte briste.

De vil sige, at Fritz med Uret modtog alt dette. Men i et falsk Forhold undlader man helst at tænke. Han var i den sidste Tid vistnok hørt op dermed.

Og hvad skulde han desuden gøre?

Sit Hjem havde han forladt, Skuespiller uden Gage var han blevet ‒ for sin Slægt havde han løget.

Og nu er alt forbi. Hvordan og hvorfor behøver jeg ikke at sige Dem. Det er nok at sige, at alt er slut og at Fritz og jeg aldrig kan gensés mer.

Der er kun ét tilbage: hans hjælpeløse Eksistens, som jeg har skabt. Hvis den opløsesstrax, vil hans ulykkelige Moder erfare alt. Desuden vil baade Fritz og jeg være overgivne til den Skandale, der i vort Samfund dræber. Og alt hænger over vort Hoved: han skal paa Tirsdag betale Husleje[3] for et Kvartal ‒ jeg ved ikke hvad. Naar det blot er betalt, kan han rejse til Jylland til Slægtninge og næste Sæson har han Gage og alt kan indrettes.

Men det pludselige Ophør er umuligt for Moders Skyld, for hans Skyld og for min.

Og jeg, som staar inde for alt, er tilintetgjort og saa syg, at De næppe vilde kende mig.

Jeg antager, at dette Brev i sin Korthed vil forfærde Dem.

Jeg beder nu ikke Forlaget[4] om noget. Bliver jeg rask, kommer vel en Arbejdstid nu. Men til Forlaget skylder jeg for meget. Dem derimod beder[C] gaa til en rig Mand og bede ham hjælpe en Ulykkelig.

Ti kan jeg ikke opfylde mine øjeblikkelige Forpligtelser til Fritz paa Tirsdag, kan jeg ikke svare for noget.

Sofie[5] maa De medgive tredive Kroner. De er til Huset.

Helst vilde jeg tale med Dem. Sig hende en Tid, hvor jeg kunde træffe Dem eller De vilde komme til mig.

Jeg er altid ene.

Nu har jeg skriftet.

H. B.

A. som] Ordet er tilføjet over linjen. B. elsket] Ordet er tilføjet over linjen. C. beder] Bang har glemt at skrive: jeg.